Åbent spørgsmål: hvad det er, og hvorfor ordstyrere bruger det

I faget bruger vi ordet åbent spørgsmål om en henvendelse, der inviterer gæsten til at forklare, begrunde eller beskrive. Det modsatte er det lukkede spørgsmål, som kan besvares med ja, nej eller et enkelt tal. Når en ordstyrer spørger: Er du uenig i forslaget, får hun typisk et kort ja eller nej. Spørger hun i stedet: Hvad får dig til at se forslaget anderledes, må gæsten selv vælge, hvad der er vigtigst.

Forskellen er let at overse, fordi begge slags spørgsmål lyder naturlige i et køkken eller på en arbejdsplads. I et studie har de vidt forskellig virkning. Et lukket spørgsmål lukker en tråd og kræver, at ordstyreren straks finder et nyt emne. Et åbent spørgsmål lader samtalen bære sig selv i nogle sekunder, og det giver ro til at lytte, notere og vælge næste skridt.

Når jeg underviser i begrebet, starter jeg altid med en enkel øvelse: Kursisten omskriver ti lukkede spørgsmål til åbne uden at ændre emnet. Det lyder banalt, men de fleste opdager, hvor ofte de selv lægger svaret i munden på gæsten.

• Lukket: kan besvares med ja, nej eller et tal
• Åbent: beder om forklaring, begrundelse eller beskrivelse
• Tommelfinger: spørgsmål der starter med hvad, hvordan eller hvorfor

En ordstyrer har to opgaver, som trækker i hver sin retning. Hun skal holde samtalen i gang, og hun skal holde den på sporet. Det åbne spørgsmål er det redskab, der gør begge dele samtidig. Det giver gæsten plads, men retningen ligger stadig i spørgsmålet, fordi det afgrænser, hvad der bedes forklaret.

Mange begyndere tror, at en stærk ordstyrer er en, der taler meget og skarpt. Erfaringen viser det modsatte. Den ordstyrer, der mest sjældent hører sin egen stemme, har som regel stillet de bedste spørgsmål. Hun lader panelet arbejde og griber kun ind, når tråden skal samles.

Derfor optræder reglen om åbne spørgsmål i næsten alle samtaleformater, fra korte debatter til lange paneler. Den er ikke en stilistisk forkærlighed, men en praktisk måde at undgå døde sekunder og envejsafhøring på.

I vores øvelsesscenarier arbejder kursisterne med et panel om lokal trafik, hvor to gæster er stærkt uenige om en ny cykelsti. Første forsøg lyder ofte sådan: Synes du, cykelstien er en god idé? Gæsten svarer ja, og ordstyreren står med en tom hånd. Der er ingen næste sætning, og stilheden føles lang.

Andet forsøg lyder: Hvad kommer cykelstien til at betyde for dem, der bor ved vejen? Nu skal gæsten tage stilling til noget konkret, og den anden gæst kan høre præcis, hvad der er på spil. Ordstyreren behøver ikke opfinde en ny vinkel, for svaret leverer selv den næste.

Det er netop denne oplevelse, kursisterne skal have i kroppen: at et godt spørgsmål gør det næste halve minut lettere. Efter nogle runder holder de selv op med at skrive spørgsmål, der kan besvares med et enkelt ord.

Reglen er ikke en dogmatisk lov. Der er øjeblikke, hvor et lukket spørgsmål er det rigtige værktøj. Hvis en gæst har talt længe uden at komme til sagen, kan et direkte spørgsmål som: Er du enig i tallet, ja eller nej, tvinge en afklaring frem. Det samme gælder, når tiden er knap, og programmet skal videre.

Den dygtige ordstyrer ved derfor, hvornår hun bevæger sig i hvilken retning. Hun åbner for at få stof og lukker for at samle op. Rækkefølgen betyder noget: Først åbne spørgsmål, så et lukket til sidst, der gør konklusionen tydelig for seerne.

Vi øver også det modsatte: at tage et lukket spørgsmål og åbne det, når samtalen er gået i stå. Begge bevægelser hører til, og kursisten skal kunne skifte uden at tænke over det.

• Åbn, når du har brug for stof
• Luk, når du skal samle eller skære til
• Skift tilbage, når svaret har ført ordstyreren ind i en blindgyde

Selv et spørgsmål, der starter med hvordan, kan blive lukket i praksis. Det sker, når ordstyreren hænger en forklaring på: Hvordan har du det med forslaget, er det ikke for dyrt. Gæsten hører kun den sidste del og svarer ja eller nej. Spørgsmålet blev åbent i begyndelsen og lukket i halen.

En anden hyppig fejl er at stille to spørgsmål i ét åndedrag. Gæsten vælger det letteste og lader det andet ligge. Ordstyreren bliver så nødt til at gentage, og rytmen går tabt. Ét spørgsmål ad gangen er en stærkere regel, end den lyder.

Den tredje fejl er at tale for længe, før spørgsmålet kommer. Hvis indledningen fylder tyve sekunder, har gæsten glemt, hvad der blev spurgt om. Hold spørgsmålet kort, og stol på, at det bærer sig selv.

Du behøver ikke et studie for at øve dig. Tag en artikel eller et indslag, du har læst, og skriv ti spørgsmål, du kunne stille en person fra stoffet. Gennemgå dem bagefter og streg hvert spørgsmål over, som kan besvares med ét ord. Omskriv dem, til listen kun indeholder spørgsmål, der kræver en forklaring.

Næste skridt er at sige spørgsmålene højt. Skrevne spørgsmål virker ofte længere og mere omstændelige, end de lyder, og højtlæsning afslører, hvor du snubler. Optag dig selv, hvis du kan, og lyt efter, om du hænger en forklaring på halen.

Gør øvelsen med en ven, hvis det er muligt. En rigtig modpart afslører hurtigt, om dit spørgsmål faktisk åbner noget, eller om det blot ser åbent ud på papiret.

• Skriv ti spørgsmål til et emne du kender
• Streg dem over, der kan besvares med ét ord
• Læs dem højt og lyt efter bihæng