Briefingark og prøvespørgsmål: de redskaber vi bruger til gæsteforberedelse

Når vi taler om gæsteforberedelse på kurset, er det første, kursisterne forventer, noget teknisk. I virkeligheden er de bedste redskaber ganske jævne: et ark papir, en blyant og en telefonsamtale. Jeg underviser til daglig i kamera og billedregi, men jeg har lært, at et kamera aldrig får en nervøs gæst til at se rolig ud. Det gør en god forberedelse.

Derfor starter vi med at lade kursisterne skrive et briefingark til en gæst i et fiktivt panelscenarie. Arket skal kunne læses på to minutter, og det skal sige, hvad programmet handler om, hvor længe gæsten er i luften, og hvem der sidder ved siden af. Mange kursister skriver for meget første gang. Vi skærer ned sammen, indtil kun det nødvendige er tilbage, og gæsten ikke skal lede efter pointen.

Arket er ikke et manuskript. Det er en støtte, som gæsten kan have i baghovedet.

• Programmets emne i to sætninger
• Gæstens tid i luften og placering ved bordet
• Navne på vært og medgæster
• Praktisk: mødetid, adgang og hvem man henvender sig til

Et godt briefingark har faste felter, så ingen glemmer noget, når tiden er knap. Vi bruger de samme felter i alle øvelser, så kursisterne til sidst kan udfylde dem næsten uden at tænke. Øverst står formålet med samtalen, så gæsten ved, hvad der forventes, og hvad der ikke er brug for.

Midt på arket står de tre til fire temaer, som samtalen kan bevæge sig rundt om. Vi beder kursisterne formulere dem som emner, ikke som færdige spørgsmål, fordi gæsten ellers begynder at lære svar udenad. Det lyder stift i studiet og tager roen fra både gæst og vært.

Nederst skriver vi, hvad gæsten gerne må sige nej til. Det virker overraskende, men en gæst, der ved, at hun kan springe et emne over, er ofte mere åben i resten af samtalen.

Det næste redskab er prøvespørgsmål. Her ligger en klassisk fælde: Hvis værten og gæsten gennemgår alle spørgsmål og svar på forhånd, har samtalen mistet sit liv, før kameraet kører. Vi lærer kursisterne at stille ét til to opvarmningsspørgsmål, som ligger tæt på det, gæsten kender godt, og lade resten være åbent.

I øvelsen spiller to kursister gæst og producer, mens en tredje observerer. Producenten må spørge, hvad gæsten gerne vil have fat i, men ikke foreslå svar. Observatøren noterer, hvornår gæsten bliver mere afslappet, og hvornår skuldrene går op. Det er overraskende ofte ved det første åbne spørgsmål, ikke ved det lette.

Bagefter taler gruppen om, hvad der ville være gået tabt, hvis gæsten havde fået alt serveret på forhånd.

• Ét opvarmningsspørgsmål, der er let at svare på
• Ét åbent spørgsmål om gæstens egen erfaring
• Aldrig færdige svar, kun retninger

Briefingarket og prøvespørgsmål virker bedst, når de bliver fulgt af en kort samtale, som ligger et stykke tid før optagelsen. Vi anbefaler kursisterne at ringe eller mødes dagen før, ikke ti minutter før gæsten skal på. Den tid bruger vi til at høre, hvad gæsten er bekymret for, og til at afstemme forventninger om længde, tone og eventuelle uenigheder i panelet.

I vores fiktive scenarier lader vi kursisterne øve den samtale med skiftende gæstetyper: en, der taler hurtigt, en, der svarer meget kort, og en, der frygter at blive afbrudt. Det er de samme tre typer, man møder i alle studier. Øvelsen går ud på at lytte, ikke på at rette gæsten ind.

Mange kursister opdager, at samtalen mest handler om at give gæsten lov til at stille spørgsmål.

Når gæsten er i bygningen, har vi et lille fast tjek, som vi lader kursisterne gennemføre. Gæsten får vist, hvor hun skal sidde, hvordan mikrofonen sidder, og hvor hun kan kigge hen, når hun taler. Jeg forklarer ofte, at kameraerne ikke er det, gæsten skal tænke på. Hun skal se på den, hun taler med.

Vi viser også, hvilket kamera der tager hvilken deltager, så gæsten ved, at hun ikke bliver filmet af alle på én gang. Det tager presset af og gør, at hun slapper af i skuldrene. En gæst, der ved, hvad der sker rundt om hende, bruger sin energi på samtalen og ikke på at holde øje med studiet.

Til sidst nævner vi altid, hvad der sker, hvis noget går galt: Man kan tage en pause, og man kan tage spørgsmålet om.

• Vis stol, mikrofon og blikretning
• Forklar, hvem kameraerne følger
• Sig, at en pause altid er mulig

Det sidste redskab er en kort efterspørgsel, som mange springer over. Vi lader kursisterne stille gæsten tre enkle spørgsmål: Hvad var let, hvad var svært, og hvad skulle have været sagt på forhånd. Svarene bliver noteret på selve briefingarket, så næste udgave bliver bedre end den forrige.

I efteråret ser vi ofte, at kursisterne har travlt med at komme videre til næste øvelse. Jeg beder dem vente. Et briefingark, der er blevet rettet tre gange efter rigtige reaktioner, er mere værd end ti nye. Og gæsten mærker, at nogen har lyttet til hende, også efter at kameraet er slukket.

Den vane tager kun få minutter, men den gør forberedelsen til noget, man kan forbedre.